Jeg er ikke den første, men... Jeg holder af hverdagen!
For en del år siden boede jeg sådan at min daglige cykeltur førte mig forbi Dan Turell’s plads i Vangede. Allerede dengang kunne jeg såmænd godt tilslutte mig ordene i hans ‘Jeg holder af hverdagen’-tekst, men det var godt nok en presset hverdag.
Når de dengang to mindreårige børn var i tøjet, slæbte jeg dem ned i kælderen, hvor de blev monteret i en dobbelt cykeltrailer. Herefter skulle de afleveres hos hver sin dagplejemor – først den lille på 12. etage i en ejendom, hvor elevatoren kun sjældent virkede – og så den store et par hundrede meter derfra. Der var nemlig bedst plads til parkering af traileren hos den stores dagplejer og det var praktisk, da turen til ISS kontoret på Møntmestervej trods alt var ca. 10 km for lang til kørsel med tom trailer.
Når jeg nåede kontoret var klokken altid langt mere end 8 – ja ofte tæt på 9 – og jeg diverterede mine kolleger med ‘dagens dagplejehistorie’ om de strabadser jeg havde mødt undervejs. Alt sammen underholdende og sjovt, omend det i virkeligheden var en samling dårlige undskyldninger for, at jeg kom så sent. Uanset hvilke tildragelser jeg mødte på ruten var ansvaret for at planlægge med rettidig omhu trods alt mit – jeg lærte med tiden at indregne alle eventualiteter, herunder sne, slud, elevator-nedbrud, dagplejemødres forglemmelse og fravær, småbørns akutte toiletbesøg og punkteringer. Jeg var svær at overtale til møder før 9 og holdt uendelig meget af muligheden for hjemmearbejde, der dog på den tid ikke var super populært hos min arbejdsgiver – i hvert fald under visse af mine mellemlederes chefer.
Det gik på trods i et par år. Jeg havde fantastiske kolleger og tilstrækkelig hang til selvpiskeri og disciplin til at det sådan nogenlunde hang sammen.
Jeg holdt af hverdagen, men den bestod mest af blod, sved og tårer og så en daglig håndfuld små salige momenter, når vi sad i sofaen og læste godnathistorier, når børnene var med i køkkenet, eller når mine gode kolleger (De ved forhåbentlig selv, hvem de er) tog sig tid til en god snak, eller dækkede de huller mine barn-syge-dage efterlod.
Jeg havde et flittigt brug af ‘F-ordet’ og holdt mest af hverdagen fordi den trods alt var mere rolig end fridagene, der på det tidspunkt var ret kaotiske – af mange forskellige grunde.
Senere flyttede jeg så langt fra Vangede at den daglige transport måtte foregå i bil – jeg savnede cykelturene, men ikke traileren, dagplejen, snesjappet og punkteringerne. Kollegerne var dejlige, børnene lidt ældre, omgivelserne tættere på naturen – hverdagen blev bedre. Marginalt.
Livet som småbørnsmor til to – efterhånden tre, er bare ikke nogen nem sag. Hvor lykkelig den end (også) er. Jeg var mest alene – men selv, når man er to, kommer man ikke igennem de år uden skoldkopper, vaccinationer, øre-dræn, roskilde syge, forkølelser, falsk strubehoste, børne-migræner, hjernerystelser, briller-til-børn, bøjle – og almindelig tandlæge.
Man gør sit bedste, men man er bare kun halvt til stede – som kollega, forælder, kæreste, osv. Altid er der noget man ikke når – hvis tagrenden er renset er der nogen, som har brændt sig, hvis man forhindrer et cykelstyrt gror haven til imens.
Jeg brugte ti år på den måde – ti opslidende år, hvor jeg hele tiden havde en fornemmelse af, at hvis jeg slap speederen, mistede fokus, i blot et øjeblik, så ville karrieretoget være kørt uden mig. Men hvis jeg satsede benhårdt på karrieren i netop de år, ville børnene være forsømte eller fraflyttede, før jeg fik set mig om. Det er et krydsfelt, som er farligt at opholde sig i ret længe ad gangen – særligt fordi man konstant evalueres: MUS-samtaler, lønforhandlinger, forfremmelser og forbigåelser for ikke at tale om trivselssamtaler i vuggestuer, børnehave, skoler og hos sundhedsplejersken. Hvis alt går godt. Er der problemer udviddes tilsynet, så at sige med yderligere samtaler i de forskellige instanser. Frygten for den slags tiltag holdt mig endnu mere til ilden på at tildele opmærksomhed til alt omkring mig.
At det ikke fortsatte i det uendelige er et lykketræf – et sammenfald af mange omstændigheder, samtaler, oplevelser og bekendtskaber. For mig skulle der et par skilsmisser, et dødsfald, to fritstillinger og en konstant rysten i hele kroppen til. Derefter tog det yderligere et par år at lande på benene og finde min egen vej i livet.
Nu er jeg 45 og kan ærligt sige:
Jeg holder af hverdagen.
Jeg elsker også fridagene. Juleferien, der foregår 96% i pyjamas. Sommerferien, hvor nattøjet er skiftet ud med badetøj og sandaler. og weekender, der er et opkog af ovenstående – alt efter årstid. (De 4% af tiden er jeg i løbetøj og den slags)
Men jeg holder virkelig af hverdagen. Sådan nærmest passioneret.
At vågne ved lyden eller lyset af dagens vejr. Regn på ruden, eller naboer, der skraber biler og fortov fri for is og sne. Eller solen, der om sommeren bader rummet i varme og solsortesang.
Dagens første tur med hunden, efterfulgt af et havbad med gode morgenbadevenner – der hører dagens morgenhistorier – for jeg er ikke holdt op med at tale, selvom jeg ikke går på et kontor.
Børnene, der vækkes med morgenmad på sengen. (Jo, der serveres skam blomme-banan-smoothie og den slags) og den ti-årige, der hopper ud af døren i skibukser, fordi hun glæder sig til skoledagen, imens den 13-årige ifører sig sin mest opgivende grimasse, selvom jeg ved, at han også glæder sig. Og så den store på 15, der venter med længsel på at kæresten kommer frem gennem slud og sjap, så de kan følges til skole. Gensynsglæde, kram og indforståede smil.
Og så roen. Til tanker, tekster, refleksioner.
Min kæreste, der laver the og serverer den imens vi taler ugen igennem og vender verdenssituationen, så alt bliver godt. Ilden i brændeovnen – hunden, der sender opgivende blikke mod vejret udenfor, som selv han ikke gider ud i. De små og store opgaver jeg påtager mig i kulturlivet, frivillige såvel som betalte. Det hele er ved at blive plottet ind i min analoge kalender, der i år er sort, så den ikke forveksles med den brune fra sidste år.
Udsigten til udskolingsbørnene, der kommer hjem i frokostpausen med vinterligt røde kinder og livsglæde, der ikke kan tysses på. Et par rolige timer, inden skolen slutter og så hverdags eftermiddage, med mere the, hjemmebagt brød og hundeluftning inden aftensmad, der ikke er noget særligt, men smager hjemligt og skaber et rum til fællesskabet.
Og så koncerterne vi kan se frem til i små daglige glimt, når Trompet, Cornet og Klaver bliver motioneret, imens jeg tager opvasken eller ordner vasketøj.
Jo, jeg holder af hverdagen. Ikke momentvis, men i sin helhed. Det økonomiske budget er lidt mindre, men det mentale overskud mange gange større end før.
For to år siden tog jeg et afgørende skridt i en ny retning, som har bragt mig hertil. Et tilsvarende blev taget for seks år siden, hvor jeg satsede helt og fuldt på forfatterskabet og et liv som selvstændig. Det krævede et opgør med både egne og omgivelsernes forventninger, men det har været hele rejsen værd!
Jeg håber du også tør stille dig et skridt væk fra den livsbane du er på lige nu og finde et øjeblik til refleksion over om hverdagen – der jo trods alt udgør langt den største del af vores liv – er de dage, der er allerbedst. Det kræver mod, styrke og måske vilje til at nedjustere forbrug og forventninger, men måske er der en sundere vej til trivsel på både langt og kort sigt. (også selvom man ikke nødvendigvis har en forfatter i maven)
Jeg forsøgte engang at skrive om min rejse fra karrierekvinde til forfatter – det blev for tæt på virkeligheden og fungerede ikke litterært. Senere forsøgte jeg igen. Det blev til kvotekvinde-trilogien. Måske har du allerede læst/lyttet – ellers giv den et skud på vejen hjem i dag. Måske finder du noget du kan spejle dig i?
Under alle omstændigheder ønsker jeg dig en glædelig hverdag <3