Næsten udsolgt - afsked med kvotekvinden - 8 bøger tilbage 150 ,- inkl. fragt
Der er noget dejligt, men også ret vemodigt ved, at der nu kun er under 10 sæt tilbage på lageret af de 3 romaner i kvotekvinde-trilogien.
De tre bøger var det sidste jeg udgav hos Byens Forlag og en del af aftalen, da vi afsluttede samarbejdet for to år siden var, at jeg fik hele restlageret hjem samt alle mine rettigheder retur. Det var en god aftale for begge parter og vi skiltes som gode venner. Heldigvis.
Problemet var bare, at bøgerne blev leveret på en palle udenfor mit hus, en vinterdag, hvor det pludselig begyndte at sne.
Først et par små fnug, siden flere og til sidst var det en veritabel snestorm.
Næste morgen havde jeg en firkantet Iglo udenfor huset og vi måtte vente en uge på tø, før bøgerne kunne komme ind i varmen.
På grund af sneen, turde jeg ikke stille bøgerne ind i kasser – jeg åbnede alle og tjekkede, at intet havde taget skade. Derefter kom de på reolerne i stuen – og alle mulige andre steder, hvor der var blot en smule plads.
At jeg nu har solgt en stor del af bøgerne er derfor lidt af en lettelse, fordi der bliver lidt mere plads til andre ting under børnenes senge. Og mentalt i mit baghoved.
Til gengæld er det lidt vemodigt, fordi jeg egentlig har været glad for både bøgerne og forsiderne, og nu er det altså endegyldigt farvel og tak. Også til de mange billeder og tryksager jeg har brugt til markedsføring.
Heldigvis kan man stadig finde bøgerne på lyd alle mulige steder – man skal bare kigge efter de nye forsider.