Velsignelsen ved at være lidt ukendt i et hav af kendis-typer

Som en flåde af fregatter, kaperskibe og gamle skuder indtog de Bellacenterets haller ved årets bogforum:  feministisk selvforsvarende kvinder, afgående politikere, kriseramte jazzmusikere og pensionerede eksperter i alt fra cykelsport til rosévin.

I dagens anledning kaldte de sig forfattere, selvom deres bidrag til årets udvalg af temabøger, erindringer og biografier primært har været at lægge navn og kendis-faktor til arbejde udført af andre: ghostwritere, fotografer, grafikere og redaktører. 

De færdedes i flok, flankeret af livvagter eller fans, imellem scener, hvor mere eller mindre velforberedte værter forsøgte at holde liv i publikums trætte blikke i de tyve minutter en sådan optræden skal vare. Nogen tog efterfølgende plads ved udvalgte borde, hvor udgivelserne kunne signeres med kunstnerisk udformede signaturer og påtaget personlige hilsner.

Og imellem alt dette fandt jeg mig selv sammen med et hav af læseglade danskere og en del andre forfattere, der forsøgte at styre vores små litterære joller rundt i det hektiske miljø, der er skabt af en tid, hvor x-faktor og kendis-status er et krav for blot minimal omtale – også når det gælder bøger – litterær kvalitet er underordnet, men navnet på forsiden skal kunne sælge billetter for at man overhovedet bliver taget i betragtning til avisomtaler. Anmeldelser overlades til instagrams bogbloggere, der også kan findes i skudernes entourage, så der er langt imellem de upartiske vurderinger.

Jeg ved det, for i den forgangne uge har jeg nydt det privilegie at udgive endnu en roman. Den 6. i rækken og jeg var naturligvis ikke den eneste, der havde udset mig branchens store fest til en bogudgivelse. Langt fra. Alligevel stod jeg pludselig og følte mig … underligt alene.

Hvor var de andre forfattere?

Mit forlag er ikke stort, og sker det, at en stjerne glimrer med en bestseller skal større forlag nok sørge for at få rettighederne til den næste fra pågældende forfatter. Livet går videre med fokus på kvalitet – både i bøgerne og i forlagets tre bogcaféer: Den gode kaffe er også en slags blikfang og det var derfor bag to kaffemaskiner vi tittede frem, jeg og en lille håndfuld skønlitterære forfatterkolleger: Krimiforfatteren, der faktisk har arbejdet hos politiet, børnebogsforfatteren, der også kan lave ballondyr og mig, der bare skriver bøger som jeg selv har lyst til at læse.

For ikke at fnise for meget, bed vi lidt i kanten af vores pap-krus, når vi fulgte med i dagens program på den af de mange scener med optrædende – eller hvad man nu skal kalde den parade af kendte danskere, der underholdt tæt på vores stand.

Imens jeg bemærkede, at Ritt har samme frisure som altid, Anders er blevet lidt krumrygget og Bertel ligner sig selv, hørte jeg nogen sige, at man på et af de større forlag udgiver en helt særlig type bøger, der er målrettet julehandlens uinspirerede pligtgaver indkøbt to-minutter-i-lukketid og med en chance for læsning på ca. 20%. Resten støver til på reoler på ubestemt tid – de to mest kendte titler i kategorien skulle angiveligt være af Tor Nørretranders og Salman Rushdie – Mærk verden og De sataniske vers.

Jeg bed lidt ekstra hårdt i papkrusets kant, sendte et ømt blik til mine egne romaner og pludselig virkede det på ingen måde attraktivt at lægge navn til en bestseller.

Måske kunne jeg en dag ende på den store scene eller blive et stort forlags blikfang. Det ville sikkert bare kræve en interessant vinkel på et barndomstraume eller måske en lille hvid løgn om et eller andet ubetydeligt.

Men faktisk har jeg det helt fint med bare at stå på standen i tre dage, sludre med læsere, der faktisk ønsker sig netop min nye udgivelse og hygge mig med forlagets andre forfattere. Jeg er sikker på, at jeg og de ukendte grinede mere, skabte os mindre og havde langt mindre stress end de kendte med x-faktor og entourage.

Og skulle jeg være i tvivl, så blev jeg mindet om det, da jeg søndag passerede byskiltet hjemme i Ålsgårde, hvor jeg ved, at her i vores lille landsby er der ingen bestsellerlister og det er faktisk fuldt ud tilstrækkeligt bare at være … mig.