Forfatter Estrid Dyekjær

estrid_dyekjaer_logo_2024_V1

Årets foreløbige produktion har ud over debatindlæg, klummer i helsingør dagblad og nogle episoder af Læsekrogen-podcasten, været en ansøgning til Statens Kunstfond om et arbejdslegat. Sandsynligheden for, at lige netop jeg får tildelt et sådant er ikke stor – men jeg har nu søgt alligevel. Faktisk har mine tanker kredset om den ansøgning i det seneste halve år, for man skal blandt andet vedlægge et tekst-uddrag fra det værk man arbejder på lige nu – og det har været i støbeskeen et godt stykke tid.

Undervejs har jeg ofte tænkt, at jeg måske burde spare krudtet på den ansøgning og så skrive en ekstra roman i stedet for, men i dag kan jeg mærke, at processen med ansøgningen har været god – både for mig, for mit arbejde og for ‘værket’.

Det kan godt være, at det ikke resulterer i et legat, men i det mindste har jeg fået ‘støtte’ i form af et let spark bagi, til at komme i gang med at strukturere og gennemtænke mit næste romanprojekt.

I det hele taget er det ikke altid jeg kan forudse, hvad mine skriverier vil føre med sig, men når jeg sender det videre til redaktør, legatudvalg eller lignende, er det altid forbundet med en god portion håb: Både de og jeg skal tro på, at projekt – såvel som forfatterskab – kan stå distancen.

Og netop det med at stå distancen er et vigtigt element, når jeg skriver. Især romanerne. Det ser måske legende let ud, når jeg på fire år kan udgive 6 romaner, men der er mange små og store kriser undervejs, og ofte er det mest håbet om at andre vil få glæde af mine ord, der gør, at jeg kan stå distancen.

Dag efter dag, skriver jeg videre på den samme historie, uden nogen garanti for, at den vil blive udgivet, købt eller læst af nogen. Måske er det netop derfor jeg lægger så meget energi i mine legatansøgninger: De gange jeg har modtaget støtte har det været et skulderklap, der har styrket min egen tro på at det skitserede projekt kan stå distancen.

Der er stadig lang tid til jeg får svar på om der er midler fra kunstfonden til mig i år, men processen med ansøgningen var god. I hvert fald fik det mig til at arbejde kritisk med mine tekstuddrag, og det er faktisk en vigtig del af arbejdet.