Er du klar til et godt gys?
Jeg har altid været meget frygtsom. Som barn kunne jeg blive grebet af angst så snart jeg var alene – uanset om det var tyve sekunder på toilettet eller en hel nat på eget værelse.
Min far var tålmodig, klog og forudseende: Han indså, at jeg ville blive skræmt til døde, hvis jeg ikke lærte at håndtere den uhåndgribelige angst for… ja… for hvad?
Mørke, spøgelser, poltergejst og genfærd. Bøh-mænd og døden. Angsten handlede ofte ikke om at være alene, men om netop ikke at være det.
”Du skal gå imod din frygt” sagde min far, og jeg prøvede virkelig. Men busten af min farfar, eller måden et gardin kan flagre, når vinden får fat, kunne på et øjeblik neutralisere enhver antydning af mod i mit sind.
Men så døde min far og blev pludselig en af de ting jeg var bange for. Så jeg tog hans ord til mig og besluttede turde lidt mere.
Jeg blev selvfølgelig ikke modig uden begrænsning. Jeg er stadig uhyggeligt dårlig til at håndtere gyserfilm og uhyggelige bøger, men holdt da efterhånden op med at være bange for at gå alene på toilettet.
Fra tid til anden kommer angsten for det ukendte stadig over mig. For eksempel, når jeg indlæser lydbøger og sidder alene i mørket med en bog i et studie, der per definition skal være mennesketomt og meget stille.
Den gammelkendte, irrationelle frygt kommer snigende i en grad, så det potentielt kan ødelægge kvaliteten af mit arbejde og på den slags er der kun en løsning: At gå imod min frygt og skrive mig igennem det.
Således blev gysernovellen ’Lydbogsindlæseren’ til og hvis du skulle være nysgerrig efter at læse med, kan du faktisk gøre det, for den har fået plads i en flot novelleantologi hos 2 FEET ENTERTAINMENT.
Jeg bliver nok ikke officielt gyser-forfatter lige med samme, men det var bestemt sjovt at prøve kræfter med en genre jeg selv er bange for at læse. Om det hjalp på angsten skal jeg lade være usagt, jeg fik nemlig indkøbt udstyr til at indlæse lydbøger herhjemme i stedet, så jeg ikke længere behøver gå imod frygten i lydstudiet.