Elsker du også lydbøger?

Jeg ved, at jeg gør. Virkelig ELSKER lydbøger!

Som barn hørte jeg Lady og vagabonden imens jeg bladrede med i en lille bog. Senere indlæste min mor klassikere på kassettebånd, som vi hørte igen og igen, og endelig lykkedes det for bogmarkedet at opdage lydbøgernes potentiale, hvorefter jeg mere end en gang har fået pludseligt stor tålmodighed i trafikken, fordi jeg med lidt forsinkelse imod en given destination blot nåede et kapitel mere af en eller anden spændende roman.

Enkelte gange har jeg irriteret mig gevaldigt over oplæserens udtale, tempo eller intonation, men jeg har faktisk altid hørt dem til ende – nogle gange gik der endda sport i at finde fejl og mangler i udtalen.

Jeg er ikke alene om at have en holdning til lydbogsindlæsernes arbejde. Langt fra. Men jeg er blevet lidt mere tilgivende efter selv at have indlæst et lille dusin bøger: Det er ikke bare sådan lige….

Første gang jeg blev bedt om at indlæse en lydbog var det en del af en større pakke. Forfatteren havde skrevet en bog, hvor hovedpersonen var kvinde og perspektivet 1. person. Han – Forfatter Benjamin Lamberth – foreslog, at vi skulle bytte bøger: Jeg indlæste Dæmring, imens han indlæste To Liv.

Jeg gik med til opgaven uden at have set andet end bagsideteksten, og da jeg modtog det færdige manuskript turde jeg knap nok bladre i det. Tænk hvis nu det var helt forfærdeligt eller meget svært at læse!

Heldigvis var der ikke tid til kolde fødder eller grundige gennemlæsning. Vi gik straks i gang – siddende side og side i hver vores lukkede rum. Faktisk tror jeg det var godt, at jeg ikke fik læst manuskriptet igennem inden indlæsningen. Historien er spændende og man kan nok fornemme en anden intensitet i min stemme, når jeg ikke sidder og keder mig, fordi jeg ved, hvad der sker på næste side.

Når man kommer ind i lydstudiet på Frederiksberg, mødes man af en hyggelig stemning, som i en dagligstue, hvor man instinktivt har lyst til at være. Allerede der får man en god start. En kort instruktion og så går man i gang. Døren lukkes og man sidder der i mørke, med behagelig belysning, et head-set, en mikrofon og to skærme at forholde sig til. That’s it! Resten af verden forsvinder, og man glider ind i historien på en endnu mere intens måde end når man sidder hjemme i sofaen med en god bog i hånden.

Der er ikke en instruktør ved hånden, så man skal styre sig selv og sin stemme. Ikke lade sig gribe af stemninger og læse hurtigt, bare fordi man vil videre til næste side i en fart. Dét og så udtalen var min største udfordring. Nu var det jo ikke min egen bog og selvom jeg faktisk havde forfatteren lige i nærheden, måtte jeg selv tage visse beslutninger undervejs, og ved at tage disse beslutninger har jeg jo faktisk præget forfatterens værk i min retning.

Det var dér på side 10, en halv time inde i oplæsningen, at jeg blev ramt af ærefrygt for den opgave jeg havde påtaget mig. Taknemmelighed og respekt for den tillid forfatteren havde vist mig. Jeg kunne jo reelt ødelægge noget for ham.

Lettere benovet fortsatte jeg arbejdet og i takt med at jeg trængte ind under huden på min hovedperson, trængte hun også ind under huden på mig! Den tiende time i studiets violette halvmørke var jeg hende og hun var en lille bitte del af mig. Den tristesse hun følte, sorg, savn, afmagt, frustration, angst, vrede og glæde kom ud af min mund, blev sagt med mine ord. Jeg blev styret af historien, og selvom jeg hele tiden forsøgte at tøjle stemmen, tempoet, intonationen, så var det som om jeg ikke var helt i kontrol.

’Hun’ fortalte sin historie præcis som hun ville, jeg kunne ikke gøre andet end lægge stemme til og sådan har det været hver eneste gang jeg har været i studiet.

Det er altid en stor oplevelse at indlæse lydbøger. Hårdt, krævende og stort! Hver gang jeg har afleveret de færdige lydfiler tænker jeg over, hvor taknemmelig jeg er for at være en oplevelse erfaring rigere. Jeg er taknemmelig for den tillid, man viser mig når jeg bliver valgt til opgaven og glad for at jeg kan stå inde for det produkt jeg har været med til at skabe. Men mest af alt er jeg nervøs for det endelige resultat og lytte-læsernes dom. Deres kritik kan være barsk og svær at ryste af sig og man fristes egentlig til at starte med en lille vejledning:

På forhånd undskyld og tak fordi du lytter med. Husk undervejs at være tålmodig, tilgivende og overbærende, når du hører små fejl, vejrtrækning eller en stol, der knirker. Bogen er indlæst af rigtigt menneske, der helt sikkert har gjort sit absolut bedste 😊