Om mig

Da jeg startede i første klasse, gik det ret hurtigt op for mig, at det der med at læse og skrive var ret sjovt.

Frejdig som kun en 7-årig kan være meddelte jeg mine måbende forældre, at mine hidtidige planer om at ernære mig som bager OG postbud var skrinlagt. Nu ville jeg være forfatter.

En umiddelbar lettelse var tydelig. Jeg tror ikke rigtigt, at hverken bager eller postbud helt kunne anses som anbefalelsesværdige i den dobbelt-job stilling jeg havde forudset, eftersom jeg var og er udpræget B-menneske. Men der kom lynhurtigt lidt bekymring i stemmerne. “Det kan man ikke leve af” sagde min mor. “Når jeg går på pension, skriver jeg mine memoirer” sagde min far, og så var det ligesom det.

Jeg kunne godt selv se, at det ikke var blevet rigtig godt modtaget, så jeg tænkte længe over det, indtil jeg en dag hørte en pige i klassen sige, at hun ville være journalist, når hun blev stor. *Nøj, sikke en god idé” sagde vores lærer. “Du har sandelig ben i næsen.” Da jeg et øjeblik senere blev spurgt, hvad jeg ville være, var mit svar det samme. “Jeg vil være journalist.”

Det holdt jeg så fast i, de næste femten år, imens jeg i øvrigt skrev og skrev og skrev. Ikke artikler, kronikker eller reportager. slet ikke. Jeg elskede de danske stile, store skriftlige opgaver og en klumme i ny og næ. Jeg skrev dagbøger, historier og noveller, og når jeg kedede mig, og det gjorde jeg tit, for dette foregik før nintendo og alt det der, så digtede jeg historier i hovedet, som aldrig blev skrevet ned. Jeg kunne bruge måneder på den samme historie – i hovedet altså. Som en dagdrøm. Jeg ‘skrev om’ på handlingen igen og igen. Små detaljer i de plot jeg opfandt blev justeret så puslespillet passede. Og så, når det hele faldt i hak, glemte jeg historien igen, for jeg havde jo ikke nogen pc at skrive den på, og det tog for lang tid i hånden.

Lige inden jeg fyldte tyve tog jeg til optagelsesprøve på journalisthøjskolen i Århus. Jeg var forberedt til tænderne. Jeg havde lånt en bærbar pc af min kærestes onkel – han var den eneste, der havde sådan en – og købt en printer med så mange ekstra blækpatroner, at jeg følte mig rimelig sikker på at kunne klare prøven. Jeg havde haft en sjældent hyggelig aften med god mad og biograftur med min søster og fået en god nats søvn. Jeg var SÅ klar.

Opgaverne blev delt ud, og havde form og indhold som forventet, jeg havde jo forberedt mig og rekvireret tidligere års opgavesæt. Jeg var klar og vidste, hvad jeg skulle.

Og så lige der så jeg op. Omkring mig sad ivrige konkurrenter. Alle som en ville have en plads på skolen, alle var forberedte, alle ville det samme. Og der gik det op for mig. Alle undtagen mig. Jeg havde sagt det samme i så lang tid, at jeg helt havde glemt at opdage, at det var min klassekammerat, der ville være journalist. Jeg ville jo faktisk bare skrive.

Jeg løste mine opgaver og bestod faktisk prøven, men så rejste jeg mig op og gik hjem. Jeg var færdig med den drøm, og på udkig efter en ny. Modet til at turde fandt jeg først langt senere.

Faktisk gik der næsten tyve år. Jeg skrev stadig. Mails, dagbøger, blogindlæg, ja endda en husavis i en ejerforening, men jeg blev suget ind i først studieliv, så karriere og sidst livet med 3 småbørn. Skriverierne fik jeg ikke tid til – men så en dag, blev jeg tvunget til at stoppe op.

Ville jeg, som min far, dø uden at have fået skrevet mine memoirer? Ville jeg nogensinde som min mor elske mit arbejde så højt at alle andre drømme falmede? Eller var det ikke på tide at finde det mod frem jeg havde haft da jeg var 7 år gammel og få gjort noget ved det?

Og så begyndte jeg at skrive…..